H 15 cm
Da jeg kun var 3 år i 1950 må jeg ærligt erkende at det ikke er mig der har lavet denne smukke skulptur. Men den har inspireret mig meget, for “Den nøgne dame i træet” har altid stået i mine forældres skønne sommerhus 2. række fra stranden mellem Tisvilde og Holløse. Her voksende mine to søstre og jeg op i sol, vand og leg på stranden. Og når vejret ikke var til badning gik vi lange ture langs stranden og fandt sjove sten og ting, som blev slæbt med hjem. Efter en god storm var der altid strandet spændende ting – og dermed chance for god fangst!
“Den nøgne dame i træet” er lavet af min fars gode ven og kollega skuespilleren og filminstruktøren Carl Ottosen. Han hjalp mine forældre med at bygge sommerhuset og i en badepause fandt han damen og træet på stranden. Bundpladen tog han fra byggematerialerne og det viste sig senere at et bræt der skulle ha’ været vindueskarm var for kort…!
Sommerhuset fik navnet “Firkløverhuset Mak”.
Dels fordi huset havde været flygtningebarak på Kløvermarken, Amager, og fordi
de 4 kløverblade, der var lavet af hestesko, repræsenterede min mor, far, storesøster og mig.
Da min lillesøster kom til, forsynede min far 4-kløveren med en stilk i form af ½ hestesko.
Og “Mak” var min fars korte navn , for han var døbt Rogert Camillo Miskow Makwarth.

